Nyt uddannelses koncept i Gentofte Børnevenner

Gentofte Børnevenner tilbyder som noget nyt en række uddannelser for såvel ledelser, bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere i Gentofte Børnevenners institutioner. Dette for at understøtte de forandringsprocesser, der finder sted, for at kunne bevare en høj kvalitet og samtidig sikre et vedvarende fokus på børnenes trivsel og udvikling, forældreinvolvering og et højt fagligt niveau hos deres ledere og medarbejdere.

Gentofte Børnevenner har udviklet 3 forskellige uddannelsesforløb i samarbejde med Copenhagen Coaching Center, som alle skal bidrage til at skabe og fastholde innovative institutioner i balance og udvikling.

Copenhagen Coaching Center har gennem en årrække lavet bestyrelsesuddannelser og udviklingsforløb for efterskoler og brugsforeninger samt diplom og masteruddannelser i ledelse og coaching for skoler og daginstitutioner. Endvidere er de involveret i forandringsprocesser i en række kommuner efter skolereformen samt i Region Hovedstaden i forbindelse med blandt andet hospitalsfusioner og andre forandringsprocesser.

De 3 uddannelsesforløb er følgende:
- Diplomuddannelse i ledelse for ledere, souschefer, afdelingsledere og ledertalenter
- Bestyrelseskurser for alle bestyrelsesmedlemmer
- Gå hjem-kom med- møder for alle medarbejdere

Gentofte Børnevenner finansierer de tilbudte uddannelsesforløb via midler fra deres Uddannelsesfond, der vil dog være en mindre institutionsbetaling på konkrete uddannelsesforløb. Da Gentofte Børnevenners Uddannelsesfond finansierer dette nye uddannelseskoncept betyder det, at der er en begrænsning i antallet af uddannelsesforløb, Gentofte Børnevenner kan tilbyde i 2016. Målet er at kunne finansiere en del af uddannelsesforløbene via eksterne fondsmidler, herunder få afklaret, om der kan søges midler i kommunens puljer til disse uddannelsesforløb.

Alle uddannelsesforløb starter op i efteråret 2016, og derfor skal alle institutioner under Gentofte Børnevenner nu tage stilling til, hvilke af uddannelsestiltagene deres institution vil byde ind på i 2016.

Gentofte Børnevenner håber, at alle institutioner under Børnevennerne vil tage godt imod det nye uddannelseskoncept.