Vel tilrettelagt og meget relevant bestyrelseskursus

Den 17. november var 27 bestyrelsesmedlemmer mødt op i konferencesalen på Smakkegårdsvej for at blive klogere på bestyrelsesarbejdet i en selvejende institution under Gentofte Børnevenner. Kurset tilbydes alle bestyrelsesmedlemmer og er en del af Gentofte Børnevenners nye uddannelseskoncept. Uddannelseskonceptet er blevet til for, at kunne understøtte de forandringsprocesser, der finder sted, for at kunne bevare en høj kvalitet og samtidigt sikre et vedvarende fokus på børnenes trivsel og udvikling, forældreinvolvering og et højt fagligt niveau hos vores ledere og medarbejdere.
På introduktionskurset var der fokus på, hvad det vil sige at være med i en bestyrelse i en af vores selvejende institutioner, samt fokus på at få en forståelse af, hvad selvejet er, hvad Gentofte Børnevenner er, og hvad medlemskabet af Gentofte Børnevenner omfatter. Der var en kort introduktion til Gentofte Børnevenners arbejde, et oplæg om bestyrelsens rolle i forhold til den daglige ledelse og medarbejdere samt et oplæg om økonomi, samt det ansvar og de opgaver, der er forbundet med at være i en bestyrelse. Herudover fik bestyrelsesmedlemmerne en kort gennemgang af, hvilken rolle udpegede medlemmer har i forhold til resten af bestyrelsen. Der blev gennemgået en række cases til at belyse de mange problematikker, der kan ligge i bestyrelsesarbejdet.

Det var en rigtig god aften med masser af dialog og positiv feedback. Nogle af deltagerne sagde sådan her efter kurset:

”Jeg er leder og deltog sammen med min bestyrelse. jeg synes det var et godt og meget relevant kursus! Jeg vil helt sikkert sende nye medlemmer af sted næste gang, og jeg mener, at det burde være sådan, at alle medlemmer skulle have deltaget i det intro kursus. Det kan ikke blive obligatorisk, men meget tæt på”.

”Jeg oplevede, der var en god fordeling i forhold til emnerne - og manglede ikke noget uddybet”.

”Kurset var rigtig godt tilrettelagt med forskellige oplæg - holdt af de, der har "hands on" i hverdagen; at det f.eks. er regnskabsføreren, der holder oplægget om økonomi osv. Jeg var godt orienteret i forvejen, men blev inspireret af arbejdet med de forskellige cases. Det kan jeg bringe med mig i det videre bestyrelsesarbejde”.