Foto: Rie Neuchs

Vi fejrede Børnenes Grundlovsdag 31. maj

180 glade børn fyldte Gentofte Børnevenners have d. 31. maj 2018, hvor vi for anden gang inviterede til Børnenes Grundlovsdag her hos os. Borgmester Hans Toft kom og hilste personligt på alle børnene og bød velkommen til dagen. Bagefter sang 1.c fra Maglegårdsskolen Kim Larsens sang "Alle børn har ret." Årets tema var "Børns ret til leg og fællesskaber" og derfor kunne børnene prøve mange forskellige aktiviteter med udgangspunkt i det. Der var mulighed for at male på sten til et 3-på-stribe spil, lege fælleslege ved det store, flotte lege-lykkehjul, der kunne plantes i plantekasserne med naturvejlederen, leges sansemotoriklege, bages snobrød, tales rettigheder og tegnes vimpler i UNICEF-boden. Og ang. vimplerne, så giver IKEA 10 kr. pr. vimpel, der er tegnet på - pengene går til børn i Østgrønland og der blev således indsamlet 2000 kr. her hos os. Flere vimpler til at dekorere hjemme sammen med meget andet godt blev puttet i muleposerne, som alle børn fik med hjem. Tak til alle jer, der har hjulpet til i planlægningen. Og tak til alle jer voksne og børn, der kom og deltog. På gensyn næste år - vi glæder os allerede.