Forsøgsordning for institutioner: Sansemotorisk konsulent
Paula Martinez’ populære Bevæg dig & Lær-forløb har nu kørt de sidste 6 år. Tiden er derfor inde til at prøve noget nyt, hvorfor vi nu i en periode vil tilbyde en konsulentordning med Paula for vores medlemsinstitutioner.
Bliver ordningen givende for alle parter, er det tanken, at man kan melde sin institution ind for 25 kr. pr. barn pr. år, men i forsøgsperioden er det gratis.
Hvad går ordningen ud på?
Gentofte Børnevenners medlemsinstitutioner kan få hurtig professionel hjælp og rådgivning ved motoriske udfordringer hos enkelte børn eller evt. mindre børnegrupper. Paula vil efter observation af barnet/børnene lave en træningsplan med målrettede motoriske aktiviteter og læring, som pædagogerne kan lave med barnet/børnene. Indimellem vil det være relevant, at forældrene også inddrages og får hjælp af Paula til at træne motoriske udfordringer hjemme.
Hvilke udfordringer kan Paula hjælpe med?
- Sensoriske udfordringer, hvor et barn f.eks. reagerer stærkt på høje lyde eller bestemte teksturer.
- Forsinket motorisk udvikling som at kravle, gå, løbe, hoppe eller holde på en blyant.
- Børn med/uden diagnoser i inklusionsprogrammer, hvor der gives redskaber til at sikre, at børn med særlige behov trives i daginstitutionen.
- Vejledning og træning ved besvær med almindelige daglige aktiviteter
- Skoleparathed: Hjælp til at tilrettelægge træning, både motorisk, socialt og følelsesmæssigt, så børnene får en bedre overgang til skolen.
Hvordan foregår et typisk forløb?
- Institutionen kontakter Paula pr. mail, hvorefter hun vil vende tilbage og aftale en tid. Konsultationer for daginstitutioner foregår altid om tirsdagen mellem kl. 9 og 11.
- Paula kommer ud og observerer det barn eller de børn, bekymringen drejer sig om.
- Paula holder derefter et møde med personalet for at tale indsatsen og træningsprogrammet for barnet igennem.
- Hvis der skulle være behov for det, kan der suppleres med en samtale med forældrene, evt. med en session med forældre og barn.