,

Ledelsesforum: Stefan Hermann talte om faglig ledelse

D. 4/9 2018 afholdt Gentofte Børnevenner Ledelsesforum for ledere, souschefer og afdelingsledere i vores medlemsinstitutioner. Rektor for Københavns Professionshøjskole, Stefan Hermann, kom og holdt et oplæg om at styrke fagligheden og den faglige ledelse i dagtilbuddene. Her kommer et kort resumé:

Lige muligheder for alle – også i vuggestuen
Hermann indledte med at tale om, at et af velfærdsstatens formål har været at sikre lige muligheder for alle. Det formål er nu rykket ned i dagtilbuddene med den nye dagtilbudslov og de styrkede læreplaner. Det skyldes, at det er grundigt dokumenteret, at tidlig indsats er en god indsats. Det koster på sigt langt mindre for samfundet, hvis man giver hjælp og støtte tidligt i et menneskes liv. Men de nye læreplaner har ikke til hensigt at nå det mål ved at ”skolificere” dagtilbuddene, da der faktisk er et historisk stort fokus på bl.a. leg og legens betydning for barnets udvikling. Opgaven for ledelsen er så at få det formål – leg – omsat til en velovervejet og præciseret praksis i den enkelte institution. ”Det er da en fed opgave” sagde han til de fremmødte ledere.

Kald dig pædagog, ikke ”voksen”
En af hans andre hovedpointer var, at pædagogerne med de nye læreplaner i hånden skal træde mere i karakter som fagpersoner. Han opfordrede derfor pædagogerne til at holde op med at omtale sig selv som ”voksne” men at være konsekvente med at omtale sig selv som pædagoger. Dette skulle kunne bane vejen for et godt professionelt partnerskab med forældrene. Et partnerskab, hvor pædagogen som fagperson kan yde faglig bistand i forbindelse med børnenes udvikling.

Pædagogisk konference: Legen frem!
D. 20/9 følger Gentofte Børnevenner op på det mål, da Ditte Winther-Lindqvist kommer og holder et oplæg om LEG i dagtilbuddene på baggrund af hendes forskning i emnet ved DPU. Konferencen er for personalet i Gentofte Børnevenners medlemsinstitutioner.