Vi har sendt gamle papirer til Rigsarkivet

Sådan! En arkivkasse fra 1960’erne og 2 godt fyldte ringbind er pakket og sendt afsted til Rigsarkivet, hvor arkivar Lars Kjær har taget godt imod dem. Papirerne vedrører Gudrunsminde, der først var et feriehjem og siden et opholdshjem for børn med handicap, der blev oprettet af Gentofte Børnevenner i 1962.

Det begyndte med…

Mathilde Holmstrup Drachmann fra Rigsarkivet skrev til Gentofte Børnevenner for et par uger siden og spurgte om vi havde fotos fra Gudrunsminde.

Hun fandt os, fordi vi skriver om Gudrunsminde her på vores hjemmeside (find 1962 på vores tidslinje.) Rigsarkivet deltager i projektet ”De anbragtes Danmarkskort” sammen med bl.a. Danmarks Forsorgsmuseum, der har til formål at hjælpe tidligere anbragte med at lokalisere deres børnesag.

Efter en tur i Gentofte Børnevenners arkiv fandt jeg ingen fotos, men ovennævnte arkivalier fra perioden 1961-1980, hvor Gentofte Børnevenner var involveret.

Hvad er der i kassen?

Der er bestyrelsesreferater, ansættelsespapirer, skøde, diverse indkøb. I referaterne omtales, hvordan de forskellige børn har det og hvad de har brug for. Der er papirer om indsatsen for at holde en tæt kontakt med børnenes forældre. Den tilknyttede psykiater, der førte tilsyn med hjemmet omtaler den varme, hjemlige stemning, der er.

Man kan også få et indblik i, hvordan det var at oprette en institution fra bunden, hvordan der virkelig skulle tænkes kreativt for at få feriehjemmet til at blive en realitet – og herefter godkendt til statstilskud. Der er kvitteringer på donationer fra private, så der kunne indkøbes fx køleskab, vaskemaskine og et fjernsyn.

Vi håber, at der er nogen derude, tidligere anbragte eller forskere, som kan bruge de gamle papirer til at få belyst sider af historien, der hidtil har ligget gemt i vores kælder.